Udendørs – Corona – træning

Vi lever lige nu i en meget anderledes verden, end vi normalt kender den. Vores hverdag er for de fleste vendt op og ned og alle vores vaner, rutiner og struktur vi før var omgivet af, er nu svære at ane langt væk i horisonten. Vi skal blive hjemme og vi skal holde afstand. Det gør os mere sårbare. Det gør os mere inaktive og det gør os mere alene og for mange, angste. Der er også et liv på den anden side og det er vigtigt at holde fast i. Det er vigtigt, at vi kommer så godt som muligt igennem dette på alle punkter.

Fysisk aktivitet og daglig motion

Det har altid være vigtigt at få daglig motion, men i disse tider, vil jeg gerne slå fast at det er endnu vigtigere. Mange har mistet deres cykel- og gåturer til og fra arbejde. Du går måske ikke længere op og ned på trapper for at komme i kontakt med dine medarbejdere. Og vores gåturer på “jobbet” er nu blevet indenfor hjemmets fire vægge, der for de fleste ikke er mange kvm. Corona har i den grad nedsat vores daglige motion. En daglig motion der oftest kom “gratis” og som vi egentlig ikke skulle tænke nærmere over, når først det var en daglig rutine og en automatisk del af vores hverdag.

Lukkede fitnesscentre – hvad så nu?

Fitnesscentrene er lukkede, så de ugentlige træninger har pludselig fået en helt anden udforming. Nu står den på hjemmetræninger der for mange kan være rigtig svære at motivere sig til. Det er mest egen kropsvægt og den snævre plads i stuen er ikke særlig tiltalende. Der er masser af inspiration at finde på nettet, masser af hjemmetræningsprogrammer, men lad os være ærlige, det giver altså bare ikke helt det samme, som når vi er omgivet af andre mennesker og det sociale aspekt bliver taget væk. Mine erfaringer med virtuelle træninger, hvor vi over google hangouts “mødes” og træner sammen er klart en opgradering, men det er altså stadig ikke helt det samme.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Sådan lyder det gamle ordsprog og lige præcis i disse tider, er det vigtigt at fokusere på de positive ting og det vi rent faktisk kan kontrollere og dermed forholde os til. Fysisk aktivitet er så vigtigt og social samvær er for størstedelen af os mennesker også virkelig en vigtig del af vores liv. De to ting ser jeg som essentielle byggesten for at vi bedst muligt kommer godt ud på den anden side. Disse to komponenter og naturligvis at undgå smittespredning er alfa omega lige nu. Derfor har jeg arbejdet hårdt på at undersøge alle muligheder for at vi sammen i fællesskab – med afstand, kan få lov til at træne udenfor.

Udendørstræning – godkendt af myndighederne

Jeg har både talt med Sundhedsstyrelsen, Corona hotlinjen og Politiet og alle tre har godkendt, at jeg gerne må træne med små grupper udenfor på op til 10 personer (træner inklusiv). Så længe der blot tages hensyn til sundhedsstyrelsens anbefalinger om at tage afstand, vaske hænder og bliver hjemme hvis man føler sig det mindste syg. Ud fra de retningslinjer og min tro på at, at træning i kontrollerede omgivelser under corona tiden har en yderst høj værdi, vil jeg nu åbne op for udendørstræning på små hold af maks otte personer efter påske. Wuhu hold kæft hvor bliver det bare fedt og jeg glæder mig helt vildt meget!!!

Hvem kan deltage?

Jeg vil gerne vide hvem du er. Sikre mig du ikke er i en riskogruppe. Sikre mig at du tager dine forholdsregler og ikke ses med mange forskellige mennesker på daglig basis. Alt dette for at sikre mig, at alle træninger er ansvarlige.

Alle kan deltage på træningerne såfremt i er sunde og raske. Der er ingen krav til niveau og ingen krav til fysiske form. Jeg kan sagtens tilpasse træningerne så alle får stor glæde og gavn af dem. For at du kan deltage, skal jeg dog lige godkende dig først, så send mig derfor en mail på hej@anjathy.dk og fortæl mig lidt om hvem du er.

Hvornår foregår det?

Et udendørs corona medlemskab er et ugentlig medlemskab, da vi jo har svært ved at planlægge særlig langt frem i disse tider. Du har mulighed for at træne op til tre gange om ugen og vi har hold alle dage.

Mandag 7.00, 16.00 & 17.15
Tirsdag 10.00, 16.30 & 17.45
Onsdag 7.00, 16.00, 17.15 & 18.20
Torsdag 16.30 & 17.45
Fredag 7.00 & 10.00
Lørdag 9.00, 10.15 & 11.20
Søndag 9.30 & 10.45

Hvor træner vi?

Træningerne foregår i Grøndalsparken ved indgangen fra Grøndalsparkvej og Linde Allé. Er du på det første hold (kl. 16.00, 16.30, 9.00 eller 10.00) mødes vi ude foran mit private træningsstudio; Improve (Jydeholmen 16, Vanløse) hvor vi sammen (med afstand) bærer udstyr med over i parken. Jeg sætter kettlebells og de vægte klar vi skal bruge til træningen. Ja du hørte rigtigt, du har altså mulighed for at træne med nogle vægte. Kl. 16.00 holdet tager direkte hjem fra parken. Kl. 17.15, 17.45, 10.00 og 10.15 holdet mødes i parken og overtager udstyret (efter det selvfølgelig er godt rengjort) og bærer det med tilbage til Improve efter træningen.

Hvad er det for nogle træninger?

Jeg har mange års erfaring som personlig træner og specielt med fokus på træning for bootcamps, små mindre hold. Mit motto er; det skal være sjovt at træne. Træning skal ikke føles som en sur pligt der bare skal overstås, det skal være et energiskabende og sjovt indspark i din hverdag. Derfor er alle træningerne sjove og varierende. Selvom vi skal holde afstand, kan vi sagtens samarbejde og have det sjovt. Vi arbejder med hele kroppen på en funktionel måde, hvor vi bruger flest mulig muskler på én gang. Vi vil både arbejde med egen kropsvægt, men også med TRX, kettlebells, håndvægte, sjippetov og bolde.

Retningslinjer i forbindelse med Covid-19

Hvordan forholder vi os til den verdensomdækkende pandemi? Vi følger naturligvis Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Dvs vi sørger for at holde afstand til hinanden. Vi spritter hænder og vasker udstyr før, under og efter træningerne. Jeg forventer, at du bliver hjemme hvis du har de mindste symptomer og forbeholder mig retten til, at sende dig hjem hvis jeg kan se din tilstedeværelse er uansvarlig.

Ugentlig medlemskab under Covid-19

Vores udendørstræninger hører under et ugentligt medlemskab, da det lige nu er meget svært at planlægge flere måneder frem. Du betaler 250 kr. pr. uge og kan dermed træne med på op til 3 træninger. Når du er tilmeldt, får du adgang til vores app, hvor du frit kan booke dig på holdene og sikre dig din plads lige så lang tid frem du ønsker. Det er små intime holde med maks 8 personer. Jeg garanterer derfor for høj kvalitetstræning.

Vished i al denne uvished

Sæt noget struktur og vished over din hverdag og tilføj noget mere fysisk aktivitet på en sjov, kontrolleret og ansvarlig måde. Jeg håber rigtig meget vi ses til en masse sjove træninger. Hvis du gerne vil være med, så send en mail til hej@anjathy.dk – jeg skal blot vide lidt om hvem du er, dine erfaring, hvad du har af træningsudstyr og hvordan din hverdag ser ud her i corona tiden.

De bedste hilsner; Anja

Populære blogindlæg

2 Comments

  1. Marie Lydolph den 2. februar 2021 kl. 21:51

    Hej Anja.

    Jeg hedder Marie og arbejder som pædagog. Jeg savner efter mange måneders inaktivitet at komme igang med at træne og få noget mere velvære. Som mange andre savner jeg min vante gang i træningscentret og kunne godt tænke mig at komme i gang med noget udendørs træning. Har søgt lidt på nettet og faldt over din hjemmeside 🙂 og synes det lyder meget interessant.
    Ville høre om der er faste start-datoer?

    Mvh. Marie Lydolph

    • anja den 9. februar 2021 kl. 10:04

      Hej Maria
      Rigtig dejligt at høre fra dig. Jeg har sendt dig en mail.
      De bedste hilsner, Anja

Leave a Reply Cancel Reply